MIN BAGGRUND

Mine erfaringer har jeg samlet gennem de sidste 30 år som opdrætter, hundefører, hundeinstruktør og lærer. Jeg har i 9 år arbejdet som lærer for børn og unge med særlige behov. Her har jeg haft mine hunde med i undervisningen. Jeg er en del af Team Servicehunden, der specialtræner hunde til borgere med særlige behov. Udover at være servicehundeinstruktør, har jeg taget flere instruktøruddannelser, så jeg har et bredt racekendskab.

Det er blevet tydeligt for mig, hvor stor indflydelse hundene har på børn og unge. Hunden møder barnet som det er, og anerkender det. Jeg oplever barnet får øget lyst til læring og præsterer mere. Jeg ser større ansvarsbevidsthed og evnen til problemløsning øges. Samtidig bliver selvtilliden større. Jeg ser hunden har positiv effekt på børn med særlige behov, da den kan indgå tæt relation til mennesker og er social af natur. Den er med til at både kommunikativ kompetence, personlig udvikling og kontakt evne bliver styrket. Der kan, i samarbejde med barnets lærer, lægges fagligt indhold i aktiviteten.

Jeg bruger specialtrænede og mentaltestede hunde, deltager løbende i relevante kurser og følger med i forskning på området.